Kort opsummeret:

• Springerknæ rammer op mod hver fjerde i visse spring sportsgrene
• Fuldstændig hvile gør sjældent senen stærkere
• Smerte er en upålidelig målestok for om du er klar
• Du behøver ikke træne fuldstændig smertefrit
• Fuld tilbagevenden tager typisk måneder, ikke uger

Springerknæ er mere udbredt, end mange tror

I sportsgrene med mange hop og landinger er springerknæ ikke en sjælden skade, men nærmest en erhvervsrisiko. En systematisk gennemgang og meta-analyse fra 2023 fandt tilstanden hos:

• cirka 24,8 % af volleyballspillere
• cirka 20,8 % af basketballspillere

Det ses især i volleyball, basketball, håndbold, atletik og fodbold, altså sport hvor senen gentagne gange udsættes for store, eksplosive kræfter.

Sådan opstår det: belastning over kapacitet

Springerknæ opstår, når belastningen på patellasenen over tid overstiger dens aktuelle evne til at håndtere og tilpasse sig. Ved hop, sprint og landinger udsættes senen for store kræfter, og hvis belastningen øges hurtigere, end senen kan følge med, opstår smerter og nedsat funktion.

Den vigtigste risikofaktor ser ud til at være den samlede træningsbelastning, især hurtige ændringer i mængde, intensitet eller type, som når antallet af spring pludselig stiger. Faktorer som styrke, bevægelighed og landingsteknik kan også spille ind, men ifølge en systematisk gennemgang af risikofaktorer varierer betydningen fra person til person, og evidensen for de enkelte faktorer er mere usikker.

En simpel selvtest: single-leg decline squat

En test, der ofte bruges til springerknæ, er single-leg decline squat. Du står på ét ben på et let skrånende underlag og laver langsomt en squat. Fremkalder bevægelsen den velkendte, lokale smerte lige under knæskallen, kan det pege på springerknæ. Testen er blandt andet undersøgt i et klinisk studie af decline squat ved patellar tendinopati.

Testen kan dog ikke stå alene. En egentlig vurdering bygger på en samlet gennemgang af symptomer, belastningshistorik og klinisk undersøgelse.

Hvile alene gør sjældent senen stærkere

En sene tilpasser sig den belastning, den får. Fjerner du al belastning, mister den kapacitet, og smerten vender ofte tilbage, så snart du går tilbage til dit gamle niveau. Derfor handler behandlingen ikke om at stoppe, men om at styre belastningen og gradvist bygge senens tolerance op igen.

Tung, langsom styrketræning er blandt de bedst undersøgte metoder, blandt andet i et klassisk studie af Kongsgaard et al. Men det behøver ikke være ekstremt tungt: et randomiseret studie fra 2021 fandt, at både moderat og tung styrketræning gav forbedring i smerte og funktion over 12 uger, uden at det tunge var bedre. Et andet klinisk studie fandt desuden bedre resultater med progressiv senebelastning end med eksentrisk træning alene.

Ikke alle øvelser belaster senen ens

Rækkefølgen i genoptræningen er ikke tilfældig. Et studie af 35 forskellige genoptræningsøvelser viste, at blandt andet single-leg decline squat, hop, countermovement jump og retningsskift hører til de mest krævende belastninger for patellasenen.

Det understøtter en enkel pointe: de eksplosive øvelser skal introduceres gradvist og sent i forløbet, ikke fra start. Man begynder med kontrolleret styrketræning senen kan tåle, og bygger derfra op mod løb, hop og landinger.

Tape og patellastrop: kortvarig hjælp, ikke behandling

En knæstrop eller tape kan hos nogle give kortvarig smertelindring under aktivitet. Et randomiseret studie af patellastrop og sportstape fandt netop en midlertidig reduktion af smerter hos idrætsudøvere med springerknæ. Men det er et supplement, ikke selve behandlingen. Det ændrer ikke senens kapacitet, og bør ikke erstatte den progressive træning.

Derfor er smerte en dårlig målestok

Det fristende ræsonnement er: gør det ikke ondt, må jeg være klar. Problemet er, at smerten ofte forsvinder, før senen har genvundet sin styrke. En meta-analyse af styrke ved patellar tendinopati fandt, at personer med springerknæ ofte har nedsat knæstrækkerstyrke sammenlignet med raske. Samtidig kompenserer kroppen ubevidst ved at flytte belastning over på det raske ben, så bevægelsen ser fin ud udefra.

Et forløb fra Sportsfys KBH’s egen klinik illustrerer det. Hos en fodboldspiller viste de objektive tests:

• 25 % lavere knæstrækkerstyrke i det skadede ben
• 21 % mere belastning på det raske ben ved afsæt
• 31 % mere belastning på det raske ben ved landing

Hop højden så tilfredsstillende ud. Kraftmålingerne afslørede, at resultatet blev nået ved at aflaste det smertefulde ben. Uden måling ville den kompensation være usynlig. Derfor giver det mening at følge styrke og funktion med tests undervejs, ikke kun smerteniveauet.

Du behøver ikke træne fuldstændig smertefrit

En udbredt misforståelse er, at enhver smerte under træning er et faresignal. Det passer ikke nødvendigvis. Et klinisk studie af smerteguidet aktivitetsstyring understøtter, at aktivitet kan styres efter smerterespons, frem for at man fjerner al løb og hop under behandlingen.

Tommelfingerreglen er, at belastningen skal kunne tolereres uden en uhensigtsmæssig forværring af symptomerne bagefter. Det giver mulighed for at holde senen i gang, mens den bliver stærkere.

Hvor lang tid tager det? De realistiske tal

Der findes ingen fast helingstid, men forskningen giver et rimeligt billede af hvad man kan forvente:

• Mærkbar bedring: ofte inden for 6 til 12 uger
• Anbefalet forløb: kliniske retningslinjer peger på mindst 12 ugers træningsbaseret behandling før effekten vurderes
• Tilbage på sportsniveau: i et studie med progressiv senebelastning var 43 % tilbage på deres tidligere niveau efter 24 uger
• Fuld tilbagevenden: kan tage 3 til 6 måneder eller længere

Springerknæ kan desuden være en langvarig tilstand. Et 5-årsstudie af idrætsudøvere fandt, at 76 % oplevede sig som restituerede, mens knap hver fjerde stadig ikke følte sig helt tilbage efter fem år. Det understreger, hvorfor en målrettet plan og tålmodighed betyder mere end blot at afvente, at symptomerne går væk af sig selv.

Springerknæ eller noget andet?

Smerten ved springerknæ er som regel forholdsvis præcist lokaliseret lige under knæskallen. Er smerten mere diffus omkring eller bag knæskallen, kan der være tale om andre forreste knæsmerter, som patellofemorale smerter. Og sidder smerten snarere på ydersiden af knæet ved løb, peger det oftere mod løberknæ. En undersøgelse kan hurtigt afklare, hvad der er tale om.

Hvornår bør du få det undersøgt?

Det er værd at få knæet vurderet, hvis smerten gentagne gange vender tilbage ved træning, begrænser dit aktivitetsniveau eller gradvist bliver værre. En fysioterapeutisk undersøgelse kan afklare om det passer med springerknæ, måle din aktuelle styrke og lægge en plan for hvor meget du kan belaste undervejs. Kommer smerten derimod pludseligt og kraftigt, er der markant hævelse, eller kan du ikke støtte på benet, bør du få det tjekket hurtigt, for så kan årsagen være en anden.

Vil du vide mere om forløbet, kan du læse om behandling af springerknæ hos Sportsfys KBH.

Kilder

• Epidemiology of Patellar Tendinopathy (2023)
• Risikofaktorer for patellar tendinopati
• Single-leg decline squat ved patellar tendinopati
• Kongsgaard et al. (2009), Heavy Slow Resistance
• Moderat vs. tung langsom styrketræning (2021)
• Breda et al. (2021), Progressive Tendon-Loading
• Belastning ved 35 genoptræningsøvelser
• Patellastrop og sportstape (RCT)
• Maksimal underekstremitetsstyrke ved patellar tendinopati (2023)
• Smerteguidet aktivitetsstyring
• Dutch multidisciplinary guideline, anterior knee pain (2024)
• 5-års opfølgning af patellar tendinopati

Indlægget Springerknæ: hvad forskning siger om træning, smerter og vejen tilbage blev først udgivet på Sportsfys KBH.